av karikatursaken: Jörg Lau fra Die Zeit ser på bakgrunnen, og redaksjonen i Signandsight har laget en tidslinje over de europeiske reaksjonene. For ordens skyld: det er ikke vanskelig for en som er avhengig av ytringsfrihet for å betale husleia å se at saken handler om det, og at denne retten konsekvent må forsvares. Av samme grunn er jeg en sterk motstander av vår egen blasfemiparagraf (som enkelte statskirkeprester nå vil bruke mot Magazinet, ironisk nok), og satte stor pris på endringen av grunnlovens § 100 fra “Trykkefrihed bør finde Sted” til “Ytringsfrihed bør finde Sted”. Endringen ble forøvrig gjort gjeldende så nylig som 30. september 2004, og det, sammen med den fortsatte eksistensen av blasfemiparagrafen, får meg til å tenke på dører det bør feies for når jeg virrer rundt i bloggosfæren for tiden.
Det er ellers åpenbart for en med interesse for (utenriks)politikk at karikaturstriden også har sin rot i en årelang og betent dansk innvandringsdebatt, i Danmarks klare støtte til USA i Irak-spørsmålet, i medier som har oppsøkt ekstreme miljøer i jakten på saftige oppslag, i arabiske politikere med et akutt behov for å avlede oppmerksomheten fra fattigdom og undertrykkelse i egne land, og i våre forventninger til det BBC gjerne omtaler som “The Arab Street” (mannen i gata i den muslimske verden). Denne kommentaren fra Folketingsrepresentanten Naser Khader (fra regjeringspartiet Venstre, praktiserer du-vet-hvilken religion) er interessant lesning i så måte:

Nogle opfatter tegningerne som en uacceptabel krænkelse af alle muslimer, andre gør ikke. Det samme kan man sige om den islamiske verden: Nogle føler sig krænket, andre gør ikke. Mit indtryk fra forskellige arabiske medier er, at den mest fremherskende holdning – måske overraskende for nogle – kan opsummeres således: Vi kan ikke som muslimer diktere, at ikke-muslimer skal overholde det påståede forbud mod at afbilde profeten. Opstandelsen over Jyllands-Posten er med andre ord ingen folkesag i den islamiske verden, hvilket da også afspejler sig i antallet af lande, der indtil nu har fundet anledning til at klage og true med boykot. Det er rundt regnet en håndfuld af verdens ca. 55 muslimske lande, og heraf kommer den mest højlydte og kontante protest altså fra Saudi-Arabien.

Men hey, noen dusin protestanter i Djakarta ser langt bedre ut på TV enn den tause majoriteten. For en barne- og ungdomsbokforfatter er det ellers ganske fascinerende at denne saken begynte fordi en dansk kollega, Kåre Bluitgen, trengte en illustratør til sin barnebok om Muhammeds liv. Kulturredaktøren i Jyllandsposten fikk nyss om at illustratører kviet seg for å ta oppdraget av frykt for represalier, og resten er samtidshistorie. Boka er nå kommet ut (illustrert av en anonym kunstner) og fikk nylig positiv omtale av venstreorienterte Information:

Det er nemt at anklage Bluitgen for at udvælge de mest usympatiske beskrivelser af Muhammed eller for at præsentere dem, så der er meget få muligheder for en positiv fortolkning, men det er bestemt interessant med en udlægning, som forsøger at udlægge en profet som kriger. Det er oplagt at betragte Muhammed som en talebaner, og samme perspektiv kan også anlægges på bibelske tekster. Der er jo en grund til, at netop Koranen og Biblen er blevet kanoniske værker, og den grund er nok ikke mirakler, men magt.